Angsten for ikke at være en succes

Høj status er flad mave og stramme balder. Høj status er Vuitton tasker, Armani habitter, to Audi'er i carporten, udsøgte rødvine i kælderen, udsigten til en månedlang ferie på et femstjernet hotel og en veltrimmet græsplæne til at omkranse et blomstrende familieliv. Høj status i samfundet forbindes i det hele taget ofte med succes, penge, berømmelse og at være centrum for andres beundrende blikke - eller indædte misundelse. For har man høj status, får man også masser af opmærksomhed fra sine omgivelser - og hvem vil ikke gerne have det? Det er vel trods alt bedre at blive set op til end at blive kigget ned på!

Selvom det er de færreste af os, der åbent og ærligt vil indrømme det, så bekymrer vi os alle mere eller mindre om, hvad andre mennesker synes om os. Alle vil vi gerne lykkes som mennesker. Vi vil elskes, respekteres og beundres. Sker det ikke alene pga. vores gode humør og vindende væsen, så kan succes, penge, berømmelse, skønhed og statussymboler vel altid bane en hurtig genvej til opmærksomhed og beundring. Og kniber det med at få mere selvtillid og større succes på alle livets fronter, er der rigelig med hjælp at hente. Både i de mange selvhjælpsbøger, som boghandlernes hylder bugner med, og i de mange ekspertersætterstyrpåditlivprogrammer, der fylder tvkanalernes sendeflader.

Her leveres mange nyttige tips og gode råd til, hvordan balder af budding bliver til balder af stål, hvordan man forvandles fra taber til vinder på jobmarkedet, hvordan friværdien øges, og hvordan selvtilliden og vindermentaliteten afpudses og holdes ved lige.

En gang blev vi alle født ind i en bestemt plads i samfundet og til et bestemt erhverv. Men efterhånden som det traditionelle klassesamfund er gået i opløsning, og det er blevet vores eget ansvar at skabe en succesfuld tilværelse, synes vi at blive stadig mere fokuserede på at omgive os med symboler, som signalerer, at vi er en succes.

Ifølge den britiske forfatter Alain de Botton er et af den moderne verdens største paradokser, at jo rigere de vestlige samfund bliver, desto voldsommere bliver borgerne grebet af » statusangst «.

Eller sagt på en anden måde: Jo mere velstand og rigdom, vi ser omkring os i vores dagligdag og i medierne, jo mere bevidste bliver vi hver især om, hvad vi ikke kan, og hvilke mirakler vi endnu ikke har udrettet for at blive lige så succesfulde eller velstående som dem, vi gerne vil sammenligne os selv med.

LET LIV BAG PLOVEN

. Det giver umiddelbart ikke mening, når selv velstillede mennesker i et overflodssamfund føler, at de lider afsavn. Men som de Botton påpeger, kan vi aldrig værdsætte, hvad vi har, ved at sammenligne os med fattige forfædre eller fattige i fremmede lande. Vi kan kun beslutte os for, om vi har nok succes eller penge, når vi sammenligner os med folk, som vi kender eller gerne vil ligne. Når vi samtidig har et samfund, hvor vi hele tiden får tudet ørerne fulde med, at vi kan alt, hvad vi vil, og det kun er os selv, der sætter begrænsningerne, så er det ikke nok at sammenligne sig selv med naboen eller kollegerne på arbejdet. Så begynder man at spørge sig selv, hvad det er Bill Gates kan, som man ikke selv kan, siden det er lykkedes ham at blive så rig! Og man spørger sig selv, hvorfor Madonna skal blive ved med at se godt ud som snart 50- årig, når man nu ikke selv gør. Ikke en gang som 25- årig.

Det er netop denne grundlæggende opfattelse af, at alt er muligt, og at alle i samfundet i princippet er lige, som danner hele grundlaget for, at statusangsten frit kan udfolde sig. For den gang kongen og adelen sad på magten, vidste almindelige mennesker nemlig udmærket godt, at det ikke nyttede at sætte næsen op efter en anden position i samfundet. Var man ikke født med blåt blod i årene, kunne det kun blive til et liv bag ploven og en udsigt til et bedre liv i det hinsides.

VELSTAND GIVER ANGST

. Efter den franske revolution i 1789 var det imidlertid ikke længere en selvfølge, at det var kongen og adelen, som sad på den magt, som de var blevet født til. Med de nye tanker om frihed og lighed - og med en industriel revolution, som flyttede folk fra land til by - var samfundet ikke længere så statisk, som det havde været. Teknologiske fremskridt gjorde selv almindelige menneskers dagligdag lettere. Hvor bønderne måtte stole på vind og vejr for at sikre sig noget at leve af, kunne arbejderne forvente en fast indtægt - og måske ligefrem en lønforhøjelse i overskuelig fremtid! En lønforhøjelse, som ville kunne bruges til at købe flere forbrugsgoder.

Med den industrielle revolution op igennem 1800- tallet, begyndte flere mennesker derfor i stigende grad at få forventninger til et bedre liv. Ikke i Paradis, men derimod mens de stadigvæk var på denne jord. Ifølge Alain de Botton var det dog ikke kun udsigten til bedre løn og flere forbrugsgoder, som satte gang i almindelige menneskers større forventninger. Det var også massemediernes fremkomst.

Aviser, blade, film, radio og tv gjorde det muligt for alle og enhver og følge med i succesfulde menneskers liv. Hvor aristokratiet tidligere havde været en fjern og uopnåelig klasse, som levede i ophøjet isolation væk fra pøbelen, så kunne man nu se billeder af de rige og berømte og enten blive misundelig eller lade sig inspirere til at leve et liv som dem. Med reklamernes fremvækst fik alle nu også vejledning i, hvordan de kunne købe sig til et liv, hvor de næsten blev ligesom de stjerner, som de kunne følge i medierne.

Alain de Botton mener ligefrem, at vi i dag lever i en permanent tilstand af afsavn. De ubegrænsede - og ofte også temmelig urealistiske - forventninger til, hvilken overflod af succes, forbrugsgoder og lykke som livet bør give os, skaber en permanent afgrund mellem, hvad vi ønsker, og hvad vi har råd til; hvem vi er, og hvem vi godt kunne tænke os at være.

FOR MEGET TID I DRØMMELAND.

Anne Skare Nielsen, som er fremtidsforsker og direktør i firmaet Future Navigators, mener, at vi lever i en tid, hvor afstanden mellem drøm og virkelighed er blevet alt for stor. Derfor er vi alle lost in transition.
Vi opfatter alt, hvad vi gør, som en overgangsfase og evner ikke for alvor at forholde os til nu'et og den konkrete virkelighed. I stedet bruger vi alt for meget tid i drømmeland.
» Hvis man spørger folk, hvad de gerne vil have at spise. Så vil de ofte svare lammesteg, som har været marineret i flere døgn, koldhævet brød, som de selv har bagt. Og det hele skal være drysset med basilikum, som er dyrket ude i haven.
Men i virkeligheden køber flere og flere af os ind på tankstationer, i døgnkiosker og på pizzeriaer.
Vi drømmer om noget, vi aldrig rigtig får - og derfor flygter vi fra den virkelighed, som ikke lever op til vores forventninger, « mener Anne Skare Nielsen. » Vi tror hele tiden, at alt bliver bedre - senere.
Jeg kunne f. eks. godt sige, at jeg har en drøm om at begynde at spise sundt, men det bliver altså først på mandag, for lige nu står ungerne og hyler og hiver mig i bukserne. Det kunne også godt være, at jeg sidder i et dødssygt arbejde, men mener det bare er et spørgsmål om tid, før jeg får et helt fantastisk nyt arbejde, hvor jeg virkelig vil kunne udfolde mig. Når jeg kommer hjem om aftenen, kan det være, at jeg kigger på min kæreste og tænker: » ja, det er godt nok ikke drømmeprinsen, men på et tidspunkt møder jeg en, som er meget bedre, end ham, jeg har. « For jeg ved, at jeg fortjener det, som de siger i reklamerne for hårshampoo. Men pludselig er der gået 35 år, og man fik aldrig nogen mere spændende kæreste eller et job, hvor man tjente kassen. « Spørgsmålet er så bare, om det i virkeligheden er noget nyt. Om ikke vi altid har haft tendens til at bruge mere tid i drømmeland end i den virkelige verden, hvor der er børn, som skal hentes, mad, der skal laves, kilo, som skal tabes, og planer, der skal realiseres? Anne Skare Nielsen mener dog, at der er en markant forskel på drømme før og nu.
» For mange af os drømmer om noget, som vi ikke ved, hvad er. Vi ved ikke, hvad vi mangler, vi ved bare, at vi mangler noget! «

ANGSTEN FOR IKKE AT GØRE DET RIGTIGE

. Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet taler om, at vi i dag har udskiftet overjeget med et » overvejende jeg « , som hele tiden orienterer sig efter, hvilke valgmuligheder, der er, og hvad man kan gøre for at optimere sin egen tilværelse.
» Det grundlæggende aspekt ved den moderne livsform er, at vi skal kunne træffe så mange valg som overhovedet muligt. Det er den måde, vi træder i karakter på som individer, « fortæller Johannes Andersen.
» Forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre, er, at vi skriver forpligtelserne ud af historien. Vi vil have flere valg og færre forpligtelser. Dengang forpligtelserne var det centrale i vores liv, gik vi rundt med et jeg og et overjeg, hvor overjeget repræsenterede alle de forpligtelser, som man havde. Der var en grundlæggende følelse af, at far og mor hele tiden sad på skuldrene og fulgte med i ens liv. I dag er vi udstyret med et jeg og et overvejende jeg; en partner, der hele tiden går ved siden af os og overvejer om, vi nu også gør det rigtige. Det overvejende jeg er som et spejl, som hele tiden hænger foran os og tvinger os til at overveje, om vi gør tingene på den rigtige måde, om vi køber de rigtige ting, og hvordan andre mon ser på vores liv. Med det overvejende jeg er forbruget blevet en af de vigtigste måder at komme igennem tilværelsen på, « siger Johannes Andersen.
For det er via forbruget vi ifølge Johannes Andersen differentierer os i forhold til hinanden og ser, hvem der har råd, og hvem der ikke har råd, hvem der er inde og hvem der er ude.
» Det vigtigste er at være den, som er først med den nyeste mode, hvad enten det er fladskærme, tøj eller biler. Det er også okay at være nummer to og tre. For de er med til at bekræfte dem, der var først med på vognen. Men når man er nummer fjorten og i øvrigt har købt tingen på udsalg i Netto eller Bilka, er det helt forfærdeligt. For så er der allerede nogle nye, som har taget teten oppe foran. Tidligere kunne vi differentiere os via de klasser, vi tilhørte. Populært sagt tog overklassen høj hat på, mens arbejderklassen bar kasket, og bonden havde en lue på. Den differentiering kunne vare i mange år, fordi man ikke så ofte skiftede sin hovedbeklædning ud. « Det er ikke kun i kampen for at blive bemærket og få højere status i samfundet end dem, man gerne vil ligne, at forbruget spiller ind. Det er også i forhold til vores venner. » Der var engang, hvor man kunne nøjes med en snitte og en kold øl, når man havde venner på besøg. I dag skal det være overdådigt, og der skal rødvin på bordet og cognac til kaffen. Det har jo ikke været en ordentlig middag, hvis gæsterne ikke er halvsnaldrede, når de går derfra. Det er blevet til et statusræs selv blandt venner om, hvem der kan præstere det ypperste.
Men i øvrigt er det vel heller ikke nogen i dag, som ved, hvad en snitte er? « At kræve mindre i løn, ville ifølge Johannes Andersen være det mest radikale, man kunne gøre, for at komme statusangsten til livs. Så ville der virkelig ske en gennemgribende ændring af samfundet.
» Arbejdsgiverne ville juble de første fjorten dage, indtil det ville gå op for dem, at de ikke ville få solgt lige så mange af deres varer. I det hele taget synes jeg, at det måske kunne være en idé, hvis vi fik færre valg og flere forpligtelser ind i vores liv. Altså en form for ydmyghed. Vi behøver ikke at have det hele - eller nå det hele. For det er ikke økonomisk eller materiel fattigdom, der tynger os så voldsomt i denne del af verden. Det er nok snarere social fattigdom.

SELVTILLID

. En britisk undersøgelse har vist, at mens traditionelle erhverv er kommet til at fylde mindre og mindre på De Gule Sider i telefonbøgerne, så er antallet af aromaterapeuter på De Gule Sider steget med 5000 procent siden 1992. »Selvtillidsindustrien«, som omfatter produkter, terapiformer, livstilsrådgivere, magasiner, bøger og tvprogrammer, der skal få folk til at få det bedre med sig selv, er en af de hurtigst voksende industrier i Storbritannien. Hvor britisk landbrug omsætter for otte milliarder pund om året, har »selvtillidsindustrien« en omsætning på op imod 30 milliarder pund. (Kilde: Martin Vander Weyer »Viagra for the economy«. New Statesman 1.1.2005)

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7