Årets gang i haven: januar

Selvom sneen ligger i driver, og frosten går gennem marv og ben, så kan du sagtens smugstarte med at gøre klar til forårssæsonen i din have. Samvirke giver dig her gode råd til, hvad du kan gøre i din have i januar.

Trods sne og frost kan du være heldig at se Erantis og Vintergækker i din have i januar.

Januar anno 1906

Navnets oprindelse

Januar er opkaldt efter den romerske gud, Janus, der har to ansigter, der kigger hver sin vej - et ansigt der kigger tilbage på det forgangne år og et, der kigger frem på det kommende år.

Gamle ordsprog

"En våd januar - en våd vår"

"Hvis græsset gror i januar - bliver sommer-engen bar"

"Januar fryser gryden på ilden"

Kilde: "Naturdagbog af en engelsk dame år 1906", Lindhardt & Ringhof, 1979.

Blomsterhaven

  • Dæk udsatte planter i haven med grangrene, der beskytter mod frost.
  • Afblomstrede løg af hyacinter, juletulipaner, tarzetter og amaryllis kan du med fordel genbruge i haven, når vejret er bedre.
  • Tag udsatte blomsterløg (tulipaner, tazetter, hyacinter etc.) ind fra drivhuset og væk fra frosten. Opbevar løgene køligt, f.eks. i dit bryggers eller udestue, indtil de skal plantes ud til foråret.
  • Er vinteren mild, blomstrer erantis og vintergækker allerede nu.

Græsplænen

  • Hold øje med, om din plæne har ikke-plane områder, hvor vand samler sig. Det skyldes ofte, at din jord er for sumpet eller for leret – og at grundvandsstanden er for høj.
  • Når vejret bliver bedre, bør du lave drænhuller i plænen, eksempelvis med en greb.

Frugthaven

  • Beskær dine frugtbuske, inden saftstigningen begynder i marts. Især de gamle grene, der har sort bark, bør beskæres helt nede ved jorden, så du kan få et bedre og mere ensartet udbytte.
  • Rådne æbler, pærer eller blommer, der nu hænger indfrosne på frugttræet, skal du fjerne. Især hvis de i efteråret rådnede hurtigt og fik hvide cirkler på det rådne område - det er nemlig tegn på svampen gul monilia. Du skal fjerne de rådne frugter, så nye skud kan komme til. Pas på ikke at knække grene af.
  • Klip ledningstykke skud af de frugttræer, du vil pode, og opbevar dem koldt og fugtigt. Husk at sætte skilte med type på grenene.

Køkkenhaven

  • Jordstykket ligger brak hen, medmindre du har plantet en grøn afgrøde.
  • Har du ladet grønkål og rosenkål stå, kan du stadig høste dem, blot du sørger for at tø dem langsomt op. Det samme gælder vinterporrer.
  • Pastinak og jordskok er også vinterhårdføre. Er det tøvejr en periode, så tag et lille lager ind, da det er umuligt, når jorden fryser.
  • Grøntsager, du opbevarer i kælderen, kan have det for tørt på grund af husets centralvarme, så placer en spand med vand i rummet, som kan fordampe og opretholde en vis luftfugtighed.
  • Så snart frosten forsvinder, bør du få æbler, rodfrugter og lignende ud i koldere omgivelser, så holdbarheden ikke mindskes mere end højst nødvendigt.
  • Sorter rådne æbler fra og server dem for fuglene.
  • Kartofler, som har været udsat for lave temperaturer, får ofte en sødlig smag. Kan du ikke leve med smagen, så brug dem som læggekartofler.

Drivhuset

  • Selvom det er smukt, så husk at fjerne sne og tøsne fra drivhusets glastag, da vægten kan få glasset til at give efter og revne.
  • Er frosten stadig hård, så overdæk drivhuset med fiberdug. Det kan redde en del af de knap så hårdføre planter. Brug evt. juletræets grene til at beskytte sarte planter mod frost.
  • Skær grene af træer, f.eks. forsythia, og brug dem som dekoration i en stor vase i stuen.
  • Hvis vejret er mildt, kan jordbærplanter fra efteråret flyttes ind i drivhuset i potter. Du kan også vente til juli og så plante dem direkte i drivhusjorden.
  • Det er sidste chance for at beskære vindruen, da den vil bløde meget ved senere beskæring.

Altanen

  • Dekorer altankassen med fyrregrene - eller med juletræets grene.
  • Ved hård frost bør du tage potter og krukker indenfor.
Se, hvad vi ellers skriver om: #vinter, #have, #græs og #drivhus