7 fisk du skal spise nu

Tænd ovnen, sæt fisken ind krydret med salt og peber og måske lidt vin i bunden af det smurte fad. Det er den nemmeste måde at tilberede fisk på, og den er færdig på under en halv time. Find din efterårsfisk her.

En gammel fiskeregel siger, at alle måneder, som slutter på ”r”, er sæson for torsk. Det stemmer godt overens med spisekvaliteten for torsk, som topper i månederne september til februar.

ISING

Fileter: 125 grader i 20 min.

Ising er udbredt i det nordøstlige Atlanterhav.
Fangstmetode:
Fanges mest som bifangst i trawl og sættegarn. Mindstemål er 25 cm. Fiskeriet er reguleret af kvoter.
Sæson:
Fra januar til juni og fra september til november. Spisekvaliteten topper i månederne oktober og november.
Ernæring:
En mager fisk. Den er særligt rig på jod og selen. 

KULLER

Filetstykker: 100 grader 30 min.

Kuller er udbredt i den nordlige del af Atlanten. Den er almindelig indtil Skagerrak og Kattegat. Kulleren foretager lange vandringer.
Fangstmetode:
Sammen med torsken og sejen hører kulleren til de vigtigste arter, der fiskes inden for torskefamilien. Dansk fiskeri efter kuller finder sted i Nordsøen og Skagerrak/Kattegat.

Siden 1996 er kuller i disse områder blevet behandlet som en bestand. Kuller fanges med bundtrawl, snurrevod og liner.

Kullerfiskeriet er reguleret af kvoter og følger regulering for torsk. Flere fiskerier i Nordsøen kan afhængigt af området tage torsk uden at fange kuller, mens det er svært at undgå, at der tages torsk i fiskerier, der er rettet mod kuller.
Sæson:
Hele året. Spisekvaliteten topper i månederne september, oktober og november.
Ernæring:
En mager fisk. Den er særligt rig på selen. 

TORSK

Filetstykker: 150 grader 10 min.
 

Torsk er udbredt i Nordatlanten. I de skandinaviske farvande er den almindelig indtil den Botniske Bugt. Torskebestanden i Nordsøen udgør en af verdens store torskestammer. Andre torsk er den islandske torsk, torsken ved Lofoten, i Barentshavet og østersøtorsken. 
Fangstmetode:
Fiskes med trawl, snurrevod, garn og liner. Kysttorsk fiskes med torskeruser og bundgarn.

En kombination af forandringer i klimaet og et for højt fiskeritryk gør, at torskefiskeriet menes at være i fare for kollaps. Torskefiskeriet bliver derfor kraftigt reguleret gennem kvoter og havdage både i Nord- og Østersøen. Mindstemålet er 35-40 cm afhængigt af fangstområdet.

Det danske torskefiskeri er udbredt i samtlige danske farvandsområder.
Sæson:
Fra september til april. En gammel fiskeregel siger, at alle måneder, som slutter på ”r”, er sæson for torsk. Det stemmer godt overens med spisekvaliteten for torsk, som topper i månederne september til februar.
Ernæring:
En mager fisk. Den er særligt rig på jod og selen. Torskens lever er meget fedtholdig og  rig på de sunde enkeltumættede samt flerumættede omega-3 fedtsyrer, der er livsnødvendige for os mennesker og derfor skal være til stede i små mængder i vores kost. 

RØDSPÆTTE

Filetter: 100 grader 12 min.

Rødspætte er almindelig i de skandinaviske farvande, særligt i Nordsøen.
Fangstmetode:
Fanges med garn, snurrevod, bomtrawl og andre typer trawl. Fiskeriet er reguleret af kvoter. Mindstemål er 27 cm.

Hunner med rogn er fredet fra 15. januar til 30. april i Skagerrak, Kattegat, vestlige Østersø, Øresund, Isefjorden, Roskilde Fjord og Limfjorden.
 
Sæson:
Fra marts til november. Er dog fredet i visse områder fra 15. januar til  30. april. Spisekvaliteten topper i månederne august, september og oktober.
Ernæring:
En mager fisk. Den er særligt rig på jod og selen. 

MØRKSEJ

Filetstykker: 150 grader i 10 min.

Mørksej er udbredt i den nordlige del af Atlanten, i de skandinaviske farvande indtil Skagerrak og sjældnere i den vestlige Østersø.
Fangstmetode:
Fanges hovedsageligt i et målrettet fiskeri i gydesæsonen på det dybere vand. Sejen fanges med trawl, not, garn og kroge. Fiskeriet er reguleret af kvoter.

Sæson:
Hele året. Spisekvaliteten topper i månederne juni - december.
Ernæring:
En mager fisk. Den er særligt rig på jod, selen og kalium. 

SKÆRISING

Filet: 125 grader 20-25 min.

Skærising er udbredt i Nordatlanten. I de danske farvande findes den i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Fangstmetode:
Fanges med trawl og garn og optræder ofte som bifangst i rejetrawl. Fiskeriet er reguleret af kvoter. Mindstemålet er 28 cm.
Sæson:
Hele året.
Ernæring:
En halvfed fisk, der indeholder sunde enkeltumættede samt flerumættede fedtsyrer, n-3 fedtsyrer, som også kaldes omega-3 fedtsyrer.
 

KULMULE

Filetstykker: 200 grader 6-8 minutter

 

Fiskes blandt andet i Nordsøen.
Fangstmetode:
Fanges med trawl eller garn.

Sæson: 
Hele året.
Ernæring:
En mager fisk. Den er særligt rig på selen.
 
 

Se, hvad vi ellers skriver om: #aftensmad og #fisk