5 tegn på, at du bør opsøge en fodterapeut

Fødder skal bare fungere, og du opdager måske først, hvor rart det er at have sunde fødder, den dag fødderne begynder at klage sig. Her er gode råd til, hvornår du bør give dine fødder opmærksomhed, så du undgår smerter på sigt.
Samlede fødder med tydelige tæer

Mange fodlidelser kan afhjælpes før de bliver et rigtigt problem, og derfor kan det være en god idé at opsøge en fodterepeut, før det begynder at gøre rigtig ondt i fødderne.

Hvis du ikke kan nå dine fødder

»Det er en folkesygdom, at folk ikke kan nå deres fødder, selvom de sidder ned eller bøjer benene,« siger statsautoriseret fodterapeut Jeanne Widstrup. 

Når man ikke kan nå hele vejen rundt om sin fod, fordi benene er for stive eller maven for rund, kan det være svært at klippe neglene ordentligt, smøre creme på og skrubbe hård hud af. Derfor skal man have hjælp af en professionel for at holde fødderne sunde.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Smerter i fødder

Har du gået meget en dag og har ømme fødder den næste, behøver du ikke stryge af sted til en fodterapeut. Men har du ofte ondt i fødderne, eller er den hårde hud begyndt at gøre ondt, når du tager sko på, er det tegn på, at du bør lade en professionel se på dine fødder.

Du skal ligeledes opsøge hjælp, hvis du har nedgroede negle, meget hård hud eller manglende følelse i foden.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mange livsomstændigheder lægger øget pres på fødderne

Dine fødder får ekstra belastning, hvis du:

 

  • er gravid,
  • er soldat,
  • er meget overvægtig,
  • er gammel,
  • dyrker meget motion,
  • er kronisk syg,
  • står op det meste af dagen eller
  • hvis du er meget høj
     

 

Mange fodlidelser kan tages i opløbet, og derfor kan det være en god idé at opsøge en statsautoriseret fodterepeut, før det begynder at gøre ondt i fødderne for alvor.

Dine forældre har ondt i fødderne

Dine gener kan være med til at afgøre, om du kommer til at lide af en fodlidelse senere i livet. Derfor kan det være en god idé at kigge på sine forældres tæer og fødder og høre dem, om de har gener i fødderne. Nogle typer platfodethed, nedsunken forfod eller knyster kan behandles, før de bliver et problem.

Hvis du ikke kan finde sko, der er behagelige

Når skoene strammer, gør ondt, og du generelt har svært ved at finde en sko, der føles behagelig på foden, kan det være en god idé at gå til fodterapeut. De kan se, hvor skoen trykker, og hjælpe dig til at finde sko, der passer. De kan også lave indlæg til skoen. Alternativt kan du også gå til bandagist. 

Læs mere om