10 ting du aldrig bør gøre ved bordet, hvis du kan din Emma Gad

Hvordan er din bordskik? Samvirke har samlet 10 regler for etikette og høflighed omkring bordet op. Er du tryg ved din bordskik, er det lettere at få det sociale samvær til at køre som en velsmurt maskine.

Bide i kuvertbrødet 

”Man skal aldrig bide af Brødet, men brække det itu lidt efter lidt; man må heller ikke komme Brødstumper i Suppen”, sagde Emma Gad. Bruger du smør på brødet, kan du bryde et stykke brød af, smøre brødstumpen med en smule smør og spise.

Stritte med albuerne 

Det er irriterende at blive ramt af naboens store armbevægelser, når du sidder til bords, og det rigtige er da også at holde albuerne helt ind til siden. Det kræver lidt øvelse, og på Emma Gads tid, blev børn trænet i kunsten ved at holde en serviet eller en tynd bog under armen, mens de spiste. Emma Gad skriver: ”Man skal aldrig spærre Albuerne ud til Siden, når man skærer Kød itu. Man skal derimod altid holde Albuerne tæt ind til sig.

Slikke på kniven 

”Man skal aldrig spise med Kniven eller føre den til Munden,” skriver Emma Gad, og det giver ganske god mening, hvis kniven senere bruges til at skære af leverpostejen på bordet. Emma Gad skrev også, at man ikke må bruge kniven til at læsse gaflen fuld. ”Man skal kun tage så meget på Gaflen, som den med lethed kan bære.”

Putte servietten i halsudskæringen

Så er det slået fast. Har du set ældre film, hvor især herrer gør servietten fast på tøjet som en hagesmæk, er det ikke udtryk for god stil. Der er kun en rigtig placering til servietten, og det er på skødet. ”Man skal aldrig stikke Servietten i Knaphullet eller hænge den som en Smæk under Hagen, man skal brede den ud over sine Knæ,” skrev Emma Gad.

Række over

Det er forbudt at række over, har mange af os hørt som børn, og det var det også på Emma Gads tid. Man skal aldrig række ud over en andens Tallerken for at at nå noget på Bordet,” skriver hun. Rejs dig heller ikke op, fordi du ikke kan nå salatskålen fra siddende position. Spørg efter det, du har brug for.

Have albuerne på bordet

Man skal aldrig støtte albuerne på Bordkanten, man skal i det hele taget aldeles ikke støtte sig til bordet ifølge Emma Gad. Dengang som nu er det god stil at sidde uden at læne sig tilbage og uden at hvile på albuerne, på den måde har man godt overblik og bedst styr på motoriken.

Tale bagom ryggen af en borddame

Det er ikke rart at blive talt bag om ryggen, når man sidder til bords. Og det er da heller ikke velset hos Emma Gad at tale forbi naboen ved bordet. ”Man skal aldrig vende Ryggen til en, for at tale med en anden; man skal aldrig tale forbi den nærmest siddende,” skriver hun.

Holde om bestikket som en møggreb

”Man skal aldrig være ubehændig i brugen af Kniv og Gaffel. Man skal lade Skaftet af begge rolig hvile i Håndfladen og bringe Maden i Munden med den indadbøjede side af Gaflen. Man skal aldrig stikke med Gaflen eller bruge den som en dolk,” skriver Emma Gad.

Lude hen over tallerkenen

Hovedet skal ikke ned til skeen eller gaflen, men omvendt. ” Man skal sidde oprejst uden dog at se ud, som om man var stivhalset,” sagde Emma Gad.

Pudse næse i servietten

Næsen skal pudses, når du er forkølet, men ikke ved bordet, hvor du ikke har adgang til at vaske hænder, før du kommer i direkte berøring med noget spiseligt. Ifølge Emma Gad bør al støj undgås, når man spiser, og næsepudselyde er ikke det, de andre helst vil høre på, mens de øser op fra fadene, så hav dine lommetørklæder med, gå lidt diskret og afsides med næsepudsningen og vask hænder, inden du sætter dig til bords.