10 gode råd til at undgå nabokonflikter

Der er ingen grund til have et dårligt forhold til naboen. Få 10 gode råd til et sundt og produktivt naboskab.

Det er ikke rart at være i åben krig mod naboen. Et godt naboskab kræver åbenhed, forståelse og villighed til at gå på kompromis.

Sig noget

Mange vælger at tie stille om det, der går dem på - eller måske vælger de at fortælle andre i kvarteret, at de ikke bryder sig om naboen. Det løser ikke problemet. Du er nødt til at gå i dialog med din nabo.

Lad tvivlen komme naboen til gode

Måske er naboen slet ikke klar over, at han handler på en måde, som støder dig. Og måske vil han hellere end gerne ændre på det, hvis han får at vide, hvordan du har det.

Tænk over måden, du siger tingene på

Sæt dig i naboens sted - hvordan vil du selv have det, hvis han kom til dig med samme kritik? Husk også at lade aggressiviteten blive hjemme, når du går i dialog med naboen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Styr følelserne, og hold hovedet koldt

Vær høflig og rolig, selv når naboen viser temperament eller er urimelig i dine øjne. Undgå at give tilbage af samme skuffe, det vil kun forværre konflikten.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sæt din ind i, hvem din nabo er

Din nabo er et menneske - ikke et monster. Find frem til noget, I begge interesserer jer for, eller ros en ting, du ved naboen sætter pris på.

Vær nysgerrig

Stil dig selv spørgsmålet: Hvorfor handler min nabo, som han gør? Der er som regel altid en årsag til galskaben.

Overvej, om det er kampen værd

Der er forskel på at have ret og få ret. Folk har en tendens til at kræve deres ret, koste hvad det vil, og så er det sjældent let at finde løsninger. Overvej i stedet om hækkens højde eller de 10 cm, skellet er for langt inde på din grund, virkelig er vigtigere end et fredeligt forhold til naboen. Er kampen værd at kæmpe?

Se indad

Ofte har folk svært ved at vedkende sig et medansvar for en nabokonflikt. Vær ærlig og tænk over, hvad du selv kunne og burde have gjort og kan gøre anderledes.

Reagér, inden konflikten løber løbsk

Er der først sagt for mange grimme ting, kan det være svært at viske tavlen ren. Sørg for at få fundet en klar løsning på jeres uenighed – hvis I ikke selv evner at finde kompromiset, er professionel rådgivning en mulighed.

Overvej at få professionel hjælp

En del nabokonflikter ender i et hegnssyn eller hos domstolene, men det løser sjældent konflikten, da det både efterlader en taber og sagsomkostninger, der skal betales. En anden mulighed er konfliktmægling, hvor en uvildig tredjepart forsøger at guide jer til en fælles løsning. Center for Konfliktforskning tilbyder desuden åben konfliktrådgivning, som er et gratis tilbud til privatpersoner.

Læs mere om