10 gode råd om blomsterløg i haven

Læg dine blomsterløg i jorden i det tidligere efterår, hvis du vil have en blomstrende have til foråret. Læs Bolius' haveeksperts gode råd om blomsterløg.

Blomsterløg trives bedst i veldrænet muldjord, hvor de ikke sopper i vand.

  1. Plant blomsterløg i det tidligere efterår. Når du har lagt blomsterløg i jorden, begynder de straks at danne nye rødder og opbygge næste års blomstring. Det sker hele efteråret og vinteren, hvis bare jordtemperaturen er ca. 5 grader og derover.
  2. Læg blomsterløgene i en almindelig, let og næringsrig, veldrænet muldjord, hvor der ikke står vand omkring løgene vinteren igennem. Plant dem gerne sammen med forglemmigej, bellis, og stedmoder, der alle tåler frost og blomstrer samtidig med løgene til foråret.
  3. Placér blomsterløgene i let skygge med lidt sol (det foretrækker de fleste blomsterløg). Placeres blomsterløgene i fuld sol, bliver blomstringsperioden meget kortere.
  4. Plant altid mange forårsløg i synsafstand fra huset, så kan du også se på dem i dårligt vejr. 
  5. Blomsterløg i krukker: Læg løg i vinterfaste krukker med hul i bunden, så løgene ikke rådner. Læg gerne flere forskellige løg i krukkerne. Læg de største løg nederst og fortsæt opefter med de mellemstore og små løg. Stil evt. krukkerne på et lunt sted i begyndelsen, og stil dem "rigtigt" frem, når skudspidserne på løgene begynder at blive synlige.
  6. Gødning: Drys i oktober 2-3 kilo NPK-gødning pr. 100 m2 bed, hvis du har mange blomsterløg i haven.
  7. Blomsterløg i plænen: Alle løg kan i princippet lægges i plænen. Vent med at slå græsset første gang om foråret, til alle løgvæksterne er visnet helt ned. Blomsterløg i græs har særligt behov for gødning.
  8. Blomsterløg på en blomstereng: I en blomstereng med uklippet græs er følgende blomsterløg meget velegnede: Skilla, vibeæg, dorthealiljer, påske- og pinseliljer, botaniske krokus og tulipan vildarter.
  9. Vær ikke bekymret, hvis mange af løgenes blade og blomster ligger på jorden om morgenen efter en nat med frost - de rejser de sig igen. Blomsterløg har frostvæske i cellerne.
  10. Hjælp de tidligste forårsblomster som krokus, erantis og vintergækker lidt tidligere i blomst ved at dække de første sarte skud med granris. Klip grenene af dit gamle juletræ og dæk løgene. Fjern grangrenene lige inden, planterne blomstrer.
Se, hvad vi ellers skriver om: #sommer, #have, #blomster, #forår og #efterår